Når Folkemødet skydes i gang torsdag 13. juni, er apotekerne atter klar til at slå teltdugen op for tre dage med debatter og møder med interessante forskere inden for bl.a. syn og søvn. 

Bl.a. spørger vi forskeren, lægen, apotekeren og patienten, om vi kan bruge medicinen bedre? Baggrunden er, at forbruget af medicin er fordoblet på 25 år – især blandt ældre. Det gode spørgsmål er, om det er en god udvikling? Kom og hør de forskellige svar torsdag kl. 15, når vi tager debatten om Danmark på piller. 

Der er også andre spændende debatter med fokus på sundhed, sundhedspolitik og den måde, sundhedssektoren er organiseret på. Hør bl.a. om antibiotikaresistens, høretab, kvinders sundhed m.m.

Lørdag kan man møde Danmarks førende ekspert i søvn, professor, overlæge, dr.med. Poul Jennum. Han vil fortælle, hvorfor søvn er så vigtig, og hvordan vi sover godt. 

Derefter er der fokus på synet. Øjenspecialist, overlæge og professor Miriam Kolko forsker i opsporing og behandling af synstruende sygdomme og vil gøre os klogere på, hvordan vi passer på vores øjne hele livet. Det vil også være muligt at foretage en synstest og tjekke sine øjne. 

De sidste par år har Folkemødet budt på bragende solskin - og sådan skulle det forhåbentlig også gerne være i år. Har du ikke lyst til at komme hjem med solskoldninger, og har du glemt solcremen hjemmefra, er du velkommen til at kigge forbi apotekernes telt, hvor der er mulighed for at få en klat og en række gode råd fra farmaceuten om solcreme og anden solbeskyttelse. Både fredag og lørdag eftermiddag kan du også møde øens hudlæge og få tjekket din hud. 

Se hele programmet her – og klik på det for at få en stor version.

program for folkemøde 2024