Nyhedsbrev:

Prisfald på hovedpinepiller efter receptpligt

29. februar 2016

Prisen på de store pakninger med svage smertestillende tabletter er næsten halveret efter en regelændring, som gør, at man skal have recept på pakker med mere end 20 tabletter. Prisfaldet er sket som følge af skærpet priskonkurrence og apotekets substitution til billigste lægemiddel. Det har givet billigere lægemidler til dem, der køber medicinen på recept, mens de, der er gået fra de store til små pakninger, må betale mere per tablet. Samlet set er den paracetamol, der udleveres på apotekerne, i gennemsnit blevet billigere per tablet, også selv om der betales et lille receptgebyr per pakke på recept. 300 styk paracetamol på recept koster i dag med sine 46 kroner per pakning kun lidt over det halve af prisen i 2013.

Færre selvmordsforsøg
Formålet med at ændre reglen var, at reducere antallet af selvmordsforsøg. Derfor har det siden den 30. september 2013 krævet en recept for at få udleveret pakker med mere end 20 svage smertestillende tabletter. Siden da er der solgt færre store pakker på apotekerne, og der står færre store pakninger i medicinskabene rundt om i de danske hjem. Det har gjort det sværere at få fat i mange tabletter til spontane selvmordsforsøg. Resultatet er, at færre personer har forsøgt at begå selvmord med svage smertestillende lægemidler, siden receptpligten blev indført.

Uændret samlet forbrug
Umiddelbart efter, at receptpligten på store pakninger blev indført, faldt også det samlede salg af de svage smertestillende lægemidler mærkbart. Men salget er steget igen, i takt med at de store håndkøbspakninger i medicinskabene er brugt op, og der igen købes nye forsyninger. I andet halvår 2015 var det samlede salg på niveau med salget før receptpligten, når man medtager salget af de højere styrker af ibuprofen og paracetamol, som nogen nu får recept på, når lægen alligevel skal udstede en recept på en større pakning.

Færre store pakninger og flere små
Salget af de store pakninger faldt kraftigt lige efter ændringen. Selvom der har været en svag stigning siden da, er salget af de store pakninger stadig væsentligt lavere end før omlægningen. Derimod købes der nu flere små pakninger svage smertestillende lægemidler, både på apotekerne og i detailhandlen.

I 2015 købte hver indbygger i gennemsnit, hvad der svarer til 210 tabletter med svage smertestillende lægemidler. Det var 9 færre end i 2012. De 193 tabletter blev købt på apotekerne. Ser man bort fra de højere styrker af ibuprofen og paracetamol, som også var receptpligtige før ændringen, købte hver indbygger i gennemsnit, hvad der svarer til 150 tabletter på apoteket i 2015.

Læs analysen her

Læs det udsendte nyhedsbrev her