Nyhedsbrev:

Europas laveste priser på kopimedicin på apoteket

14. juni 2017

Danske apoteker havde i 2016 Europas laveste priser på generika - såkaldt kopimedicin - blandt 26 europæiske lande. Det viser en ny undersøgelse fra det internationale analyseinstitut Quintiles IMS.

Forklaringen er, at Danmark har Europas mest frie og skarpe generiske priskonkurrence på apoteksmedicin. Der er fri, markedsmæssig prisdannelse ved licitationer hver 14. dag.

Konkurrencen understøttes af, at apotekerne 20 millioner gange om året skifter lægens dyrere ordination ud med den billigste pakning. Derfor vinder den billigste leverandør næsten hele markedet i 14 dage. Det giver Europas skarpeste konkurrence og laveste priser. To tredjedele af den medicin, apotekerne udleverer, er billig kopimedicin.

Patentudløb og skarp generisk priskonkurrence har halveret apotekets medicinpriser siden 2000. I samme periode er de generelle forbrugerpriser omvendt steget med over 30 procent. Alene i 2016 faldt apotekets medicinpriser i gennemsnit med 4,7 procent.

Apotekerne udleverer i dag 28 procent mere tilskudsberettiget medicin end i 2007. Alligevel er de offentlige udgifter til medicintilskud på apoteket i dag 1,6 milliard kroner lavere end i 2007. Det skyldes både de kraftige prisfald og en lavere gennemsnitlig tilskudsprocent end i 2007.

Læs analysen her.

Læs det udsendte nyhedsbrevet her.