Farmaceuter på apoteket

Fagbladet Farmaci:

Kampen er ikke slut endnu

Anne Kahns, formand for Danmarks Apotekerforening

Rundt omkring i apotekerland er vi mange, som er skuffede over, at det ikke lykkedes at vinde slaget om selvvalg. Det var og er en stor skuffelse, fordi vi stod sammen med resten af sundhedsvæsnet om at råde Folketinget til at se bort fra økonomiske og salgsmæssige argumenter. Vi foreslog dem at lade håndkøbsmedicinen blive, hvor kunderne ikke selv kan tage den ned fra hylden. Vi stod sammen om dette budskab, fordi medicin ikke skal sælges som tyggegummi og tandbørster. Det kræver særlige hensyn.

Vi gjorde, hvad vi kunne, men det viste sig desværre, at 90 mandater i Folketinget af ideologiske årsager eller politisk-strategiske hensyn trods de gode argumenter ville stemme ændringen igennem. Og selvom vi er skuffede, så må vi også erkende, at når politikerne kigger mod vores nabolande med selvvalg, uden at hverken myndigheder eller interessenter i de lande ser de store problemer, så er det altså op ad bakke. Sådan er politik nogle gange, og vi kan ikke vinde hvert enkelt slag hver gang.

Man kan sige, at de mange slag alle er del af en større kamp. Kampen handler om, hvordan samfundet ser på medicin. Det er en kamp, som vi fra foreningens side er ekstremt optagede af. Vi er hele tiden på, og vi lægger os ikke fladt ned. Mens vi erkender, at der var andre hensyn, som trumfede de sundhedsfaglige i slaget for og imod selvvalg, så skal vi huske på, at kampen ikke er slut endnu. Vi skal blandt andet sikre, at rammerne omkring selvvalg bliver så fornuftige som muligt, så sikkerheden bliver så god som muligt. Vi skal eksempelvis arbejde for, at medicinen ikke kommer helt ned i børnehøjde, og vi skal selvfølgelig følge udviklingen tæt, så vi kan vise politikerne, at selvvalg var en forkert beslutning, som de bør genoverveje.

Medicin er andet og mere end en almindelig dagligvare. Sagerne om dette bliver ved med at dukke op i pressen, og vi blander os, hver gang vi får muligheden for det. Eksempelvis har vi i blandt andet Danmarks Radio og Jyllands-Posten i midten af marts fortalt, at ibuprofen udelukkende bør kunne købes på apotekerne, hvor der er mulighed for rådgivning. Vi er også klar til at kritisere myndighederne, når de ikke bakker deres ord op med handling. Lægemiddelstyrelsen siger, at ibuprofen rigtignok skal bruges med omtanke, men alligevel fint kan sælges i detailhandlen. Som jeg fortalte TV 2, så er det dybt mærkværdigt, og det forvirrer borgerne, fordi man ved at placere medicin i kiosker og på tankstationer sender et signal om, at medicinen er harmløs.

Vi bliver ved med at råbe op. Det er forhåbentlig med til at sikre, at vi som samfund husker på, at medicin kan være farligt. Derudover minder det også politikerne om, at selvom vi måske i ny og næ taber et enkelt slag, så arbejder vi stadig benhårdt for medicinsikkerheden.

Farmaci

Nyeste nummer af Fagbladet Farmaci

Farmaci sætter fokus på aktuelle, apoteksfaglige emner og på den fagpolitiske debat.

Læs det nyeste nummer